Benzodiazepiner
Nervemedicin og sovemedicin
Benzodiazepiner har gennem mange år har været den form for medicin, der har skabt de største afhængigheds- og misbrugsproblemer. Udtrapning af benzodiazepiner er en længerevarende proces, der kan strække sig over mange uger, men den kan udmærket foregå ambulant.
Længerevarende misbrug af nervemedicin
Ved et længerevarende medicinmisbrug, kan det være vanskeligt at skelne mellem den medicinudløste angst (abstinenser) og den angst og uro, som personen oprindeligt fik medicinen ordineret for. Da kroppen udvikler tolerance overfor benzodiazepiner (dvs. at medicinens virkning er aftagende over tid) betyder det, at har man fået vanedannende medicin i længere tid, har man stort set kun abstinenserne at slås med, da den oprindelige virkning er borte.
Når man har været medicinafhængig over længere tid, er der er tale om den samme mekanisme som når alkoholikeren får en "reparations-bajer". Organismen får atter det stof som den har vænnet sig til, og uroen, bekymringerne og angsten hører op.
Afhængighed kan i dette stadium betragtes som kronisk abstinens- behandling.
Konsekvenser af medicinafhængighed
Benzodiazepiners negative effekt ved langtidsbrug er blandt andet forringet hukommelse, koncentrations- og indlæringsproblemer, bedøvede sanseindtryk og fører til et ustabilt følelsesliv præget af indre uro, rastløshed og bekymring.
Den indre uro og bekymring gør det ofte vanskeligt for personen at begå sig - selv i almindelige hverdagssituationer – og situationer hvor personen skal præstere lidt ud over det sædvanlige, vil ofte udløse trang og indtagelse af en ekstra dosis medicin.
Abstinenser som følge af medicinmisbrug
Pludselig ophør af brugen af benzodiazepin medfører abstinenser, i form af, angst og uro, panikanfald, søvnløshed, mareridt, depression, forvirring, hvileløshed, svimmelhed, rystelser, muskelsmerter, svedtendens, hjertebanken - og kramper, der i værste fald kan være livstruende.
Behandling af medicinmisbrug
Udtrapningen af medicin kræver en nøje fastlagt nedtrapningsplan, kombineret med en støttende behandling, således at personen får hjælp til at skabe en ny hverdag uden medicin.
Personer, der ophører et langvarigt benzodiazepinmisbrug, fortæller, at deres evne til at koncentrere sig stiger, deres sanser bliver skarpere og deres følelsesliv rigere og mere stabilt, og at de er langt bedre fungerende i hverdagen. Mange er bekymrede for ikke at kunne falde si søvn uden medicin, men giver man sig god tid til en nænsom udtrapning, viser det sig, at man efter nogen tid udvikler en helt normal søvnrytme uden medicin.
Alt i alt berettes der om en klart forbedret livsstil uden medicin.
Benzodiazepiner mod angst og uro udskrives som:
Alopam Alprazolam Alprox Apozepam Bromam Diazepam | Frisium Hexalid Klopoxid Lexotan Lorabenz Oxabenz | Oxapax Risolid Serepax Stesolid Tafil Valium |
Benzodiazepiner som sovemedicin udskrives som:
Apodorm Flunipam Flunitrazepam | Halcion Mogadon Nitrazepam | Pacisyn Pronoctan Rohypnol |
Benzodiazepiner som indslumringsmedicin udskrives som:
Atarax Buspar Imoclone | Imovane Imozop | Sonata Stilnoct |
Såfremt du har taget et eller flere af ovenstående præparater i mere end en måned, og føler at du har svært ved at klare din dagligdag uden pillerne, bør du overveje at søge hjælp til at komme dit misbrug til livs.
Kontakt os alle dage på tlf. 86 18 06 00 for en afklarende samtale - som er uforpligtende, anonym og gratis.











