Ludomaner i Jylland lades i stikken

Ludomanibehandling i Jylland
Efter at Center for Ludomani lukkede deres behandlingsafdeling i Århus i 2009, er Dansk MisbrugsBehandling Århus den eneste behandlingsinstitution i Jylland, der modtager offentlige midler til behandling af ludomani.

I 2009 blev Dansk MisbrugsBehandling Århus tildelt midler til oprettelse af 32 fripladser; beløbsmæssigt svarer dette til, at 5,4 % af ludomanipuljen bliver brugt til behandling i Jylland.

Ludomaner kan ikke få hjælp
På mindre end 2 måneder var alle 32 pladser optaget, og der var oprettet en venteliste af ludomaner, der håber på at komme i behandling i tilfælde af frafald.

Vi har siden næsten dagligt måtte afvise ludomaner – spilafhængige med akut og voldsomt behov for behandling.

Ludomaner i krise
Når ludomaner søger behandling, er det næsten altid udløst af en alvorlig krise – typisk når spillets omfang bliver afsløret af partner eller familie. Fortielse og løgn er altid en del af ludomani – det hører med til sygdomsbilledet så at sige – og familier går ofte i chok, når de finder ud af, at ludomanen har oparbejdet en kæmpe gæld, har spillet familiens opsparing bort, har spillet på partners Dankort, muligvis har begået kriminalitet – eller spiller videre trods gentagne løfter om at holde op.

Ganske mange ludomaner søger behandling, fordi partneren har stillet vedkommende et ultimatum: behandling eller skilsmisse. Og specielt i denne situation er det katastrofalt, at der ikke er muligt at tilbyde behandling.

Men kunne de ikke bare betale behandlingen selv? I princippet jo – og det er der da også nogle få der gør, men for langt de fleste er pengene jo spillet op. Ludomaner, der søger behandling, har gennemsnitlig en gæld på mellem 2 og 300.000,- kr. og for langt de fleste er det umuligt selv at finansiere behandlingen.

Ludomani – en lidelse med alvorlige konsekvenser
Os der dagligt arbejder med behandling af ludomani, er vidende til hvor alvorlig en lidelse det er, at være afhængig af spil. Håbløs gæld, skilsmisse, omsorgssvigt, social deroute, kriminalitet, selvmordstanker og selvmordsforsøg er alle konsekvenser af ludomani.

Det er derfor tvingende nødvendigt, at der bevilges flere midler til behandling af ludomani i Jylland.

Dansk MisbrugsBehandling opfordrer de danske politikere til at være opmærksom på dette alvorlige problem, næste gang midlerne til behandling af ludomani fordeles.

Comments are closed.