Spilafhængighed er et udbredt problem i Danmark

Der er sket en eksplosiv vækst i pengespil i Danmark i de sidste 15 år – og dermed en voldsom stigning i antallet af personer, der har problemer med spil. Man regner med at ca. 100.000 danskere har et problematisk forhold til spil.

spillemaskiner er populære blandt ludomaner og spilleafhængige

Der er sket en eksplosiv vækst i pengespil i Danmark.

Ring og få anonym rådgivning

Har du problemer med pengespil, eller er du pårørende til en ludoman?
Kontakt os på 70 10 03 03 og få en fortrolig samtale med vores ludomanirådgivere.
Vi tager telefonen døgnet rundt.

Ludomani – en officielt anerkendt afhængighed

Ludomani er officielt anerkendt som en afhængighedslidelse på linie med alkoholisme og narkomani.

Det vil sige, at når man først har udviklet ludomani, så er spil blevet en tvangspræget adfærd, som man ikke evner at begrænse og kontrollere, uanset hvor meget man ønsker det. Beslutsomhed og viljestyrke er altså ikke nok til at bryde den onde cirkel – der skal professionel hjælp og behandling til for at bryde afhængigheden.

Selv om der er en overvægt af spilafhængige mænd i forhold til kvinder, rammer ludomani et bredt udsnit af befolkningen uanset køn, alder, uddannelse og social status. Der synes ikke at være nogen entydig forklaring på, hvorfor nogle mennesker udvikler ludomani og andre ikke gør, men den seneste forskning peger på, at nogle mennesker har lavt indhold af signalstoffet dopamin, som gør, at de i højere grad end andre, er disponeret for ludomani.

Ludomanibehandling er gratis

Ludomanibehandlingen er gratis fordi vi er godkendt og støttet af Sundheds- og Ældreministeriets ludomanipulje der finansierer ludomanibehandlingen.

Hvilke spil skaber afhængighed?

Over halvdelen af de der søger behandling, er afhængige af spil på spilleautomater, mens ca. hver fjerde er afhængige af sportsvæddemål.
Selvom gruppen, der er afhængige af poker på nettet, endnu ikke udgør mere end ca. 20 procent, er dette den hurtigst voksende form for ludomani.
Derimod ser vi kun sjældent, at mennesker har et selvstændigt afhængighedsproblem med spil som lotto og skrabelodder.

Er du tvivl om du har et problem med pengespil, kan du prøve vores ludomanitest.

Ludomanitesten består af 10 spørgsmål om pengespil, som kan være med til at afklare om du har et problem med spil, der kræver behandling.
Giv dig god tid, og prøv at være så ærlig som muligt i din besvarelse.

Jeg spillede på alt. Fodbold, tennis, heste og håndbold ja selv på hvem der blev den næste præsident i USA. Det var som om livet var kedeligt, hvis jeg ikke havde noget på højkant.

____

Jesper. Ludoman

Ludomani og psykiske lidelser

Ludomaner har en forhøjet risiko for sideløbende at udvikle afhængighed af alkohol eller stoffer. Endvidere er der blandt spilafhængige en overrepræsentation af lidelser som depression og ADHD (tidl. benævnt DAMP).

For at opnå et godt resultat af ludomanibehandlingen, er det en forudsætning, at andre diagnoser også bliver taget hånd om og evt. behandlet.

Konstateres psykiatriske diagnoser, vil Dansk MisbrugsBehandling i samarbejde med psykolog og/eller psykiater udarbejde en plan for behandling.

Behandling af spilafhængighed

Ludomanibehandlingen består af:

  • En udredende forsamtale.
  • Primærbehandling. 1 møder ugentligt á 4 timer i 12 uger.
  • Efterbehandling. 1 møde hver 14. dag á 4 timer i 3 måneder.
  • Familieprogram. Som weekendkursus eller aftenmøder.

Udover behandlingens fællesprogram laver vi en individuel behandlingsplan, som sikrer, at der bliver taget hånd om hver enkelt deltagers personlige problemstillinger. På den måde skræddersyr vi behandlingen til den enkelte.

Ludomani og familien

Ludomani bliver ofte betegnet som en ”skjult afhængighed”, fordi der ikke umiddelbart er nogen synlige tegn på, at en person har udviklet spilafhængighed. “Spil lugter ikke”, siger man.
Derfor er det muligt for ludomanen at holde sit spil skjult over for familie og nære venner i længere tid, og det kommer derfor ofte som et chok for familien, når de bliver konfronteret med sandheden om spillet.

Tillidsbrud og svigt over for familie og venner følger desværre altid i kølvandet på ludomani, og følelser som afmagt, fortvivlelse, mistænksomhed, vrede og frustration er ikke ualmindelige hos ludomanens pårørende. De fleste ludomaners familieliv er præget af endeløse diskussioner, brudte løfter og mange skænderier.

Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information om ludomani?

Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.