Alle hader ordet alkoholiker
Ordet alkoholiker giver de fleste associationer om ”bumsen på bænken”, ”drankere” og social deroute.
Derfor værger de fleste sig for at kalde sig selv alkoholiker, selv om man har udviklet klare symptomer på alkoholisme.
Med andre ord synes de fleste, at det er et kæmpe nederlag at kalde sig selv alkoholiker – selv om alle symptomerne herpå er til stede.
Ring hvis du, eller en du holder af, har problemer med alkohol
Ring 70 10 03 03
Tag det første vigtige skridt og få hjælp
Brug af ordet alkoholiker i vores behandlingstilbud
Det er vigtigt at forstå, at når vi i behandling bruger ordet alkoholiker, er det som en benævnelse for en person, der har udviklet alkoholisme, (som har sine helt egne veldefinerede specifikke symptomer).
Det svarer til at man benævner en person, der lider af allergi for allergiker, eller en der lider af sukkersyge for diabetiker.
Ordet alkoholiker siger således ikke noget om personens sociale status, uddannelsesniveau, indkomst, opvækst men er udelukkende en betegnelse for en person, der har udviklet klare symptomer på alkoholafhængighed.
Symptomer på alkoholisme
Her er en række symptomer som alkoholikere typisk oplever.
Symptomerne kan variere fra person til person og man behøver nødvendigvis ikke at have alle nedenstående symptomer.
Har man 4 – 5 af nedenstående symptomer har man sandsynligvis udviklet alkoholisme, og er dermed alkoholiker:
-
Skænderier i familien
Et klassisk symptom på alkoholisme er, at de fleste alkoholikere slet ikke er lydhøre overfor familien, når de gør personen opmærksom på, hvor ubehageligt de oplever drikkeriet. Det er typisk for alkoholikere, at de benægter problemets omfang og konsekvenser.
-
Drikker alkohol i det skjulte
Mange alkoholikere gemmer alkohol i hus eller have, drikker alkohol på vej hjem fra arbejde eller når vedkommende går ærinder.
-
Brudte løfter om at nedsætte sit alkoholforbrug
Det er et markant symptom på alkoholisme, at den der drikker, ofte oprigtigt lover at nedsætte sit alkoholforbrug, for kort tid efter at bryde løftet.
-
Bliver irriteret, eller aggressiv, når talen falder på alkohol
En alkoholiker bliver ofte vred, når familie eller andre kritiserer alkoholforbruget og forsvarer sig ofte aggressivt og vredt.
-
Udvikler faste drikkevaner
Mange alkoholikere udvikler drikkevaner, hvor man indtager alkohol på bestemte tidspunkter, f.eks. lige efter arbejde, under madlavningen – eller før man går i seng.
-
Blackout
Det er et symptom på alkoholisme, når den der drikker, ikke kan huske hvad der skete da vedkommende var beruset.
-
Toleranceøgning
Kroppen vænner sig til et stort alkoholindtag, og derfor kan alkoholikere typisk drikke langt mere alkohol end andre.
-
Kontroltab
Et af alkoholismens sikreste symptomer er kontroltab, hvilket betyder, at den der drikker, ikke kan stoppe igen når de første genstande er indtaget. Alkoholikere der lider af voldsomt kontroltab, udvikler sig ofte til periodedrikkere, populært kaldet kvartalsdrankere, hvor perioder af afholdenhed efterfølges af perioder med helt ukontrollabelt drikkeri.
-
Drikker de første genstande hurtigt
Det er et tegn på alkoholisme, når man drikker hurtigt for at opnå alkoholens afslappende og beroligende virkning.
-
Drikker alkohol alene
Ca. 80 % af alkoholikere drikker alene. Her er drikkeriet ikke længere er et socialt fænomen, men et personligt oplevet behov for alkoholens afslappende virkning. Faktisk er mange alkoholikere påpasselige med ikke at drikke for meget, når de er sammen med andre.
-
Ændrer adfærd når man er påvirket
Mange alkoholikere bliver aggressive eller ubehagelige over for andre, når de er påvirket. Der sker et personlighedsskift, når personen er under indflydelse af alkohol.
-
Drikker alkohol for at dulme ubehagelige følelser
Det er et markant symptom på alkoholisme, at man bruger alkohol som et beroligende middel mod nervøsitet, rastløshed, bekymring eller stress.
Genkender man 4 – 5 af symptomerne, har man sandsynligvis udviklet alkoholisme, der er et behandlingskrævende alkoholproblem.
Alkoholisme - kontakt os for råd og vejledning
Ring 70 10 03 03
Få en afklarende samtale som er gratis, uforpligtende og fortrolig
Alkohol skaber problemer i familien, socialt eller på arbejdspladsen
Det er et symptom på alkoholafhængighed, når alkoholforbruget skaber problemer i familien, socialt eller på arbejdspladsen, uden at, den der drikker, formår at ændre sine alkoholvaner.
Et gammelt slogan siger: Det er ikke en skam at være alkoholiker – men det er en skam ikke at gøre noget ved det.
Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information?
Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.