Du har tænkt tanken. Og lagt telefonen igen.

Du ved godt, at noget skal ændre sig. Måske har du vidst det i lang tid. Du har overvejet det, googlet det, måske endda talt om det med dig selv i bilen på vej hjem. Og alligevel er der noget, der stopper dig.

Det er ikke mangel på vilje. Det er ikke ligegyldighed. Det er en følelse, der sidder dybt – en fornemmelse af, at du burde kunne håndtere det selv. At du har svigtet dem, der tæller for dig. At du på en eller anden måde ikke fortjener hjælp.

Den følelse har et navn: skam. Og den er en af de tungeste barrierer mellem dig og det liv, du ønsker dig.

Skyld og skam er ikke det samme

Der er en forskel, der betyder alt.

Skyld siger: “Jeg har gjort noget, jeg fortryder.” Skyld handler om handlinger – og handlinger kan ændres.

Skam siger noget andet. Skam siger: “Jeg er forkert.” Den handler ikke om, hvad du har gjort. Den handler om, hvem du er. Og det er langt sværere at rokke ved.

Når skam kobles med misbrug, opstår der en indre fortælling, der kan lyde nogenlunde sådan: “Jeg drikker, fordi jeg er svag. Jeg er svag, fordi jeg drikker. Og fordi jeg er svag, kan ingen hjælpe mig.”

Den fortælling er forkert. Men den kan føles fuldstændig sand.

Skam driver misbruget – ikke kun omvendt

Det er nemt at tænke på skam som noget, der opstår som følge af misbruget. Men for mange mennesker er forholdet omvendt: skammen kom først. Rusmidlerne kom bagefter – som et forsøg på kortvarigt at dæmpe den.

Alkohol, stoffer eller piller skaber et midlertidigt frirum fra den indre stemme, der dømmer og vurderer. Men frifrummet holder ikke. For med hvert nyt indtag følger nye situationer, du fortryder. Nye løfter, der brydes. Nye øjne, du ikke tør møde. Og skammen vokser.

Det bliver en cirkel, der er svær at bryde alene: du bruger rusmidler for at flygte fra skammen, og misbruget giver dig mere skam at flygte fra. Jo længere det fortsætter, jo umuligere føles det at række ud.

De tanker der stopper dig

Skam ytrer sig sjældent som én klar beslutning. Den lever i de tanker, der dukker op, inden du når at handle:

“Hvad vil de tænke om mig?” Du forestiller dig reaktionen fra behandlerne, fra de andre i et forløb. Du tror, de har set det hele før og er ved at dømme dig. Det er de ikke.

“Det er ikke slemt nok endnu.” Du sammenligner dig med en forestilling om dem, der har mistet alt. Du tænker, at du ikke er hård nok ramt til at fortjene hjælp. Det er du.

“Jeg burde selv kunne styre det.” Vi lever i en kultur, der hyldes selvkontrol. At indrømme, at du ikke kan styre dit forbrug, kan føles som det ultimative nederlag – særligt hvis du udadtil har haft styr på tingene. Men det at søge hjælp er ikke et tegn på svaghed. Det er det modsatte.

“Hvad hvis nogen finder ud af det?” Frygten for at blive afsløret – over for kolleger, venner, familie – kan være enorm. Det er en frygt, vi forstår. Og den er en af grundene til, at du altid kan ringe til os anonymt.

Skam vokser i stilhed

Skam trives i isolation. Den lever af det, der ikke siges. Jo mere du bærer det alene, jo sværere bliver det at forestille sig, at nogen kan møde dig der, hvor du er – uden at trække sig eller dømme.

Det er præcis derfor, det første skridt er det sværeste. Og det mest afgørende.

Mange fortæller, at den første samtale føltes umulig at tage – og at de bagefter tænkte: “Jeg troede, det ville være forfærdeligt. Det var faktisk en lettelse bare at sige det højt.”

Skam mister sin magt, i det øjeblik den møder et andet menneske, der ikke dømmer.

Pårørende kender også skammen

Hvis du er den, der holder af en person med misbrug, har du sandsynligvis din egen version.

Skam over ikke at have set det tidligere. Over at have dækket over det. Over at føle vrede mod et menneske, du elsker. Måske en frygt for, hvad andre ville tænke, hvis de vidste, hvad der foregår bag jeres dør.

Den skam kan holde dig ligeså fastlåst som den person, der har misbruget. Du har lov til at søge hjælp – ikke kun for din nærmestes skyld, men for din egen. Det kræver mod at gøre det. Men du behøver ikke gøre det alene.

Til dig, der er pårørende

Det er udmattende at stå ved siden af et menneske, der kæmper med både ADHD og misbrug. Det kan være svært at vide, hvornår man skal skubbe på, og hvornår man skal give plads. Det vigtigste, du kan gøre, er at hjælpe din pårørende i retning af professionel hjælp – og sørge for, at du selv har støtte undervejs.

Kontakt os, og hør om, hvad vi kan gøre – for den, der er afhængig, og for jer der er omkring ham eller hende.

Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information?

Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.




    Læs om Dansk MisbrugsBehandlings privatlivspolitik.