Hvornår er det tid til at gå?

Det er et spørgsmål, mange stiller sig selv i det stille. Måske sent om aftenen, når man ikke kan sove. Måske efter endnu et løfte der ikke holdt. Måske efter år med at prøve alt.

Hvornår er nok nok?

Der er ikke et enkelt svar. Men det er et spørgsmål, der fortjener at blive taget alvorligt — for dig. Ikke kun for misbrugeren.

Hvorfor er det så svært at gå

De fleste der er i et forhold med en misbruger, har overvejet at forlade det mange gange. Og de fleste bliver. Ikke fordi de er svage. Men fordi det er uendeligt komplekst.

Der er kærlighed. Der er fælles historie. Måske børn. Måske økonomi. Måske en stærk overbevisning om, at det ville gå galt for misbrugeren, hvis man gik.

Og der er skam. En stille, vedholdende fornem melse af at man på en eller anden måde bærer et medansvar — for misbruget, for familien, for hvad der sker, hvis man slipper.

Det er ikke irrationelt at blive. Men det er heller ikke svaghed at gå. Læs mere om hvad det vil sige at være pårørende til en misbruger og de følelser, der typisk følger med.

Det du giver afkald på — og måske ikke lægger mærke til

Når man lever tæt på en misbruger over lang tid, sker der noget gradvist. Man begynder at tilpasse sig. Man undgår bestemte emner. Man holder vejret inden hjemkomst. Man planlægger rundt om den andens tilstand.

Det kaldes codependens eller medafhængighed— en tilstand, hvor ens eget velvære i stigende grad er bundet op på den anden. Det er ikke en diagnose, det er et mønster. Og det er meget svært at se, når man er midt i det.

Tegn på at det har stået på for længe

  • Du husker ikke hvornår du sidst satte dine egne behov først
  • Du har holdt op med at fortælle venner og familie sandheden
  • Du føler dig ansvarlig for misbrugerens valg og tilstand — selvom misbrug ikke er et valg, men en afhængighed
  • Du er holdt op med at tro på forandring, men kan ikke forestille dig at gå
  • Børnene i hjemmet tilpasser sig og holder sig i baggrunden

Hvis der er børn involveret, kan du læse mere om at være barn af en alkoholiker eller at vokse op i en dysfunktionel familie — og hvad det betyder for børn på lang sigt.

Hvornår er det tid til at gå?

Der er ingen universelt rigtig timing. Men der er situationer, der gør beslutningen mere klar:

Når sikkerheden er truet.

Hvis der er vold, trusler eller en adfærd der skader dig eller børn i hjemmet, er det tid til at handle nu. Kontakt krisecenter eller politi.

Når misbrugeren gentagne gange vælger misbruget frem for behandling.

Det er svært at acceptere, men et misbrug kan ikke tvangsbehandles ud af nogen. Hvis hjælp er tilbudt og afvist gang på gang, interventioner der ikke lykkedes, og løfter der konstant brydes – så er der grænser for hvad man kan gøre som pårørende. Læs om hvad behandling indebærer — og hvordan du kan præsentere det for den afhængige.

Når du selv er begyndt at forsvinde.

Hvis du ikke kan genkende dig selv længere — dine interesser, din energi, dine drømme — er det et signal om, at noget grundlæggende er galt.

Når børnene tager skade.

Børn der vokser op i et hjem præget af misbrug, bærer det med sig. Det er ikke et argument om skyld. Det er et argument for handling.

Det der holder dig tilbage — og hvad du kan gøre med det

„Men hvad sker der med ham/hende, hvis jeg går?“

Det er en reel og kærlig bekymring. Men det er ikke din beslutning, hvad misbrugeren gør. Du kan ikke redde en person, der ikke vil reddes. Og du kan ikke hjælpe nogen ved at skade dig selv. Læs vores gode råd til pårørende om hvad du faktisk kan gøre — og hvad du ikke kan styre.

„Jeg kan ikke tillade mig at give op.“

At gå er ikke at give op. Det er en erkendelse af, at du har gjort, hvad du kunne — og at du har ret til et liv uden konstant krise.

„Hvad siger folk?“

Misbrug er omgærdet af tavshed og skam. Mange pårørende bærer en hemmelighed i årevis for at beskytte andre. Men skammen tilhører ikke dig.

„Jeg ved ikke hvem jeg er uden det her.“

Det er en af de mest ærlige og smertefulde erkendelser. At have levet så tæt på et misbrug i lang tid kan gøre det svært at vide, hvem man er, hvad man vil og hvad man fortjener. Den forvirring er real — og den er noget en professionel kan hjælpe dig med.

Hvis du vælger at blive

At beslutte sig for at blive er ikke forkert. Mange pårørende vælger at støtte en misbruger gennem behandling — og det kan virke.

En af de mest effektive metoder er en struktureret intervention for pårørende — en guide til hvordan du konfronterer en misbruger på en måde, der øger chancen for at de tager imod hjælp.

Du kan også læse om familiebehandling — et tilbud til hele familien, ikke kun den afhængige.

En af de vigtigste ting du kan gøre, hvis du vælger at blive, er at få hjælp selv. Ikke for misbrugerens skyld. For din.

Hvad du kan gøre nu

Uanset om du har besluttet dig for at gå, overvejer det, eller er ved at finde ud af det — er der hjælp at hente. Hos Dansk MisbrugsBehandling tilbyder vi rådgivning til pårørende — uanset om din nærmeste er i behandling eller ej. Du behøver ikke have truffet en beslutning. Du behøver ikke vide hvad du vil. Du må bare ringe.

Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information?

Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.




    Læs om Dansk MisbrugsBehandlings privatlivspolitik.

    Ofte stillede spørgsmål

    Nej — behandling kræver samtykke fra den afhængige selv. Tvangsbehandling kan i meget begrænsede tilfælde ske via det psykiatriske system, men det er sjældent og kræver særlige omstændigheder. Det du kan gøre er at sætte klare betingelser og tilbyde behandling — men ikke gennemtvinge det.

    Nej. Misbrug opstår af mange årsager — genetik, traumer, miljø — og ingen af dem er din skyld. Det er heller ikke din skyld, at du ikke har „ffikset“ det. Misbrug er en sygdom, ikke et problem der løses ved at den pårørende gør nok.

    Codependens er et mønster, hvor en persons velvære i stigende grad er bundet op på en andens tilstand og adfærd. Det er meget almindeligt hos pårørende til misbrugere og viser sig typisk som overdreven ansvarsgfølelse, svært ved at sætte grænser og tab af egen identitet over tid. Rådgivning og terapi kan hjælpe.

    Hvis du frygter for din sikkerhed, skal du ikke gå alene. Kontakt Kvindekrisecentret (1888), en betroet person eller ring til os på 70 10 03 03. Vi kan hjælpe dig med at finde de rette støttemuligheder.