Har du fået et tilbagefald efter dit misbrug, er det ikke for sent at komme videre. Kontakt os for hjælp.
Et tilbagefald er ikke et nederlag
Mange, der har været i behandling for et misbrug, oplever på et tidspunkt at falde i igen. Det kan være et glas vin efter en hård uge, en line kokain til en fest eller en hel periode, hvor de gamle vaner tager over.
Tilbagefald er almindeligt. Det amerikanske National Institute on Drug Abuse vurderer, at 40-60 procent af dem, der har været i behandling, får et tilbagefald – på niveau med andre kroniske sygdomme som forhøjet blodtryk og astma. Alligevel er det skammen, der for mange er det største problem. Den får folk til at skjule tilbagefaldet og vente med at søge hjælp igen.
Glip eller tilbagefald – hvad er forskellen?
Et glip er en enkeltstående episode, hvor du drikker eller tager stoffer, men hurtigt stopper igen. Et tilbagefald er, når du vender tilbage til dit gamle mønster.
Et glip behøver ikke at blive til et tilbagefald. Det afgørende er, hvad du gør bagefter. Mange tænker “nu er det alligevel ødelagt” – og den tanke er ofte det, der får et enkelt glip til at udvikle sig.
Tilbagefaldet starter før det første glas
Et tilbagefald sker sjældent ud af det blå. Det udvikler sig typisk over tid og i tre faser:
- Den følelsesmæssige fase: Du sover dårligt, holder følelser inde, isolerer dig og springer aftaler eller møder over.
- Den mentale fase: Trangen vokser. Du husker mest de gode stunder med alkohol eller stoffer og begynder at tænke, at “bare én gang” nok går.
- Den fysiske fase: Du drikker eller tager stoffer igen.
Jo tidligere du opdager tegnene, jo lettere er det at bremse udviklingen.
Typiske triggere for tilbagefald
- Stress: Pres på arbejdet eller i privatlivet.
- Ensomhed og konflikter: Svære følelser, du står alene med.
- Træthed: Dårlig søvn gør det sværere at stå imod trang.
- Fester og højtider: Situationer, hvor alkohol og stoffer er en naturlig del.
- Overmod: Følelsen af at have styr på det, så "én gang" ikke gør noget.
Sådan forebygger du tilbagefald
Et godt råd er at holde øje med, om du er sulten, vred, ensom eller træt. Det er fire tilstande, hvor trangen ofte er stærkest. Derudover kan det hjælpe at:
- Kende dine triggere og lægge en plan for, hvordan du håndterer dem
- Have en person, du altid kan ringe til, når trangen melder sig
- Passe på din søvn, kost og motion
- Fortsætte med støtte efter behandlingen, fx i et netværk som Anonyme Alkoholikere
- Tale med en læge om medicin, der kan dæmpe trangen til alkohol, fx Campral eller Antabus
Hvad gør du, hvis du har fået et tilbagefald?
Stop op, og fortæl det til nogen – en ven, et familiemedlem eller din behandler. Det er det vigtigste skridt, og det er ofte også det sværeste.
Prøv at se på tilbagefaldet som information frem for et nederlag. Hvad skete der op til? Hvilke situationer, tanker eller følelser gik forud? Den viden kan gøre dig stærkere fremover.
Har du drukket meget i en periode, så stop ikke brat uden at tale med en læge eller behandler. Abstinenser fra alkohol kan være farlige og bør håndteres med hjælp.
Er du pårørende, så prøv at møde tilbagefaldet uden bebrejdelser. Læs vores gode råd til pårørende.
Ring anonymt og uforpligtende
70 10 03 03
Vi tilbyder ambulant behandling, så livet ikke skal sættes på pause
Vi hjælper dig videre
Et tilbagefald betyder ikke, at du starter forfra. Du har stadig de erfaringer og redskaber, du har fået med dig. Hos Dansk MisbrugsBehandling tilbyder vi ambulant behandling af både alkoholmisbrug, kokainmisbrug og andre former for stofmisbrug, så du kan passe din hverdag, mens du er i behandling.
Ring til os på 70 10 03 03 for en anonym og uforpligtende snak.
Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information?
Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.






